Tak for din interesse for Årets CISO 2026. Gennem vidensdeling og dialog kan vi sammen skabe et sikrere og stærkere Danmark.
Til brug for juryens arbejde har vi brug for en række informationer om dit kandidatur. Udfyld derfor venligst nedenstående skema.
Alle henvendelser og informationer behandles fortroligt, og vil kun blive anvendt til juryens interne drøftelser.
Kriterier for tildeling af Årets CISO‑prisen 2026
Computerworld, Dansk Erhverv, Security Tech Space og Rådet for Digital Sikkerhed vil hvert år, ved hjælp af en jury, uddele prisen for ”Årets CISO” til en person, som i særlig grad har udmærket sig med sit konkrete arbejde for at øge informationssikkerheden på sin arbejdsplads.
Med informationssikkerhed forstår vi enhver sammenhængende indsats for at beskytte virksomheden og kundernes data samt sikre business kontinuitet gennem tekniske, organisatoriske eller uddannelsesmæssige værktøjer. Prisen er derfor ikke knyttet til en bestemt titel eller funktion.
Der lægges ved uddelingen af prisen især vægt på:
At Årets CISO er direkte ansvarlig for eksekveringen af en indsats for informationssikkerheden.
- At der er tale om en dokumenteret indsats forankret på ledelsesplan, som aktivt kan tjene til inspiration for andre virksomheder eller organisationer.
- At der er sket en holistisk indsats med sikkerhedskulturen, som går ud over de rent tekniske foranstaltninger, hvor sikkerhedsarbejdet formidles effektivt og forståeligt til interne interessenter, medarbejdere, compliancefunktioner og ledelsen.
- At arbejdet tager udgangspunkt i en forståelse for virksomhedens/organisationens risikobillede, og at dette kan genfindes som en rød tråd i sikkerhedsarbejdet - og at indsatsen omfatter et dokumenteret beredskab og evne til at sikre forretningskontinuitet og resiliens ved hændelser eller længerevarende pres.
- At Årets CISO udviser nytænkning og proaktivitet i udviklingen af sikkerhedsarbejdet og CISO-rollen - herunder evnen til at identificere nye trusler, sårbarheder og behov og omsætte dem til relevante og fremadskuende sikkerhedsinitiativer.
- At Årets CISO udviser tydelig ledelse af sit eget sikkerhedsteam – eller, hvor team-størrelsen ikke tillader det, af den udvidede sikkerhedsindsats – herunder talentudvikling, trivsel og fastholdelse.
- At Årets CISO aktivt bidrager til samfundet og informationssikkerhedsbranchen gennem vidensdeling, f.eks. via oplæg, deltagelse i faglige fora, mentorordninger eller offentlig debat.
Juryens ærespris
Ud over prisen som Årets CISO vil juryen uddele juryens ærespris til en person, som igennem sit virke har gjort en særlig indsats for cyber- og informationssikkerheden.
Det er alene årets jury, der nominerer og efterfølgende udvælger modtageren af juryens ærespris. Prisen afsløres og overrækkes i forbindelse med den årlige kåring af Årets CISO.
Juryen lægger i forbindelse med udvælgelsen af modtageren af juryens ærespris vægt på følgende kriterier:
- At der er tale om en person, som igennem sit virke har gjort en væsentlig indsats for at styrke cyber- og informationssikkerheden.
- At vedkommende i en længere periode aktivt har arbejdet med oplysning og vidensdeling inden for området.
- At vedkommende gennem sin faglige, politiske eller formidlingsmæssige indsats tjener som forbillede for andre, som arbejder med cyber- og informationssikkerhed.